Moderne latinamerikansk poesi (II)

I går startede vi denne dobbelte artikel med den første rate «Moderne latinamerikansk poesi« hvor vi talte med jer om sådanne berømte digtere som Gabriela Mistral, José Marti eller Pablo Neruda. I denne rate bringer vi dig yderligere 3 ikke mindre illustrerende end de foregående. Er om César Vallejo, Vicente Huidobro y Octavio Paz.

Hvis du vil fortsætte med at nyde den gode poesi, der er bragt fra den anden side af dammen, skal du blive og læse denne artikel. Vi lover, at du vil nyde det.

César Vallejo

dette Peruviansk af avantgarde poesi født i 1982 og døde i 1938 stod ud for hans meget vigtige poetiske værk. Hans arbejde "The Black Heralds" Udgivet i 1919 bevarer det ekko fra modernismen, men mange af hans digte, der er fokuseret på lidelse og kval, begynder med at præsentere en uregelmæssig måler og er skrevet i en mere uformel tone end hidtil set.

Som han skriver ser vi, hvordan eksil, moderens død, den tragiske og rå spanske borgerkrig og uretfærdighed generelt tager en stor del af hans fremtidige arbejde på sig. I dette korte fragment dedikeret til ham vil vi tilbyde dig lidt "The Black Heralds", hvor menneskelig smerte er værkets centrale motiv:

Der er slag i livet, så stærk ... Jeg ved det ikke!
Slag som hadet fra Gud; som før dem,
tømmermænd af alt lidt
det vil samle sig i sjælen ... Jeg ved det ikke!

De er få; men de er ... de åbner mørke grøfter
på det hårdeste ansigt og den stærkeste ryg.
Måske vil det være følene til barbarerne Attila;
eller de sorte varsler, som døden sender os.

De er de dybe fald i sjælens Christer
af en eller anden bedårende tro, som skæbnen bespotter.
Disse blodige hits er knitren
af noget brød, der brænder på ovndøren.

Og manden ... Dårlig ... fattig! Rul dine øjne som
når et klapp kalder os over skulderen;
vender skøre øjne, og alt levede
den samler sig som en pool af skyld i blikket.

Der er slag i livet, så stærk ... Jeg ved det ikke!

Vicente Huidobro

dette Chilensk forfatter, også fra den avantgarde æra af latinamerikansk poesi, ligesom César Vallejo, dyrkede han også romaner og teater ud over poesi.

Fue en af ​​grundlæggerne af "kreationisme", arving til ultraisme og udgivet i 1914 med mottoet 'Ikke serviam', der benægter, at kunsten skal efterligne naturen og fastholder, at den skal skabe nye virkeligheder gennem ordet.

Huidobro opsummerer i dette digt, at vi nedenfor vil se hans vision om den kreative proces og betragter det som et manifest for hans kreationistiske teori:

Poetisk kunst

Lad verset være som en nøgle
Det åbner tusind døre.
Et blad falder; noget flyver forbi;
Hvor meget øjnene ser skabt ud,
Og lytterens sjæl forbliver skælvende.

Opfind nye verdener og pas på dit ord;
Når adjektivet ikke giver liv, dræber det.

Vi er i nervecyklussen.
Muskelen hænger,
Som jeg husker, på museer;
Men det er ikke derfor, vi har mindre styrke:
Ægte energi
Det ligger i hovedet.

Hvorfor synger du rosen, åh Digtere!
Få det til at blomstre i digtet;

Bare for os
Alle ting lever under solen.

Digteren er en lille Gud.

Octavio Paz

Octavio Paz, stor teoretiker af ordets uafhængighed med hensyn til virkeligheden: "Uden for tegnens verden, der er ordens verden, er der ingen verden." I dette digt af "Salamander" udgivet i 1962, digteren mexicano hæver dem grænser mellem det virkelige og det uvirkelige:

Hvis det hvide lys er ægte
af denne lampe, ægte
den hånd, der skriver, er de virkelige
øjnene, der ser på, hvad der er skrevet?

Fra det ene ord til det andet
hvad jeg siger svinder væk.
Jeg ved, jeg lever
mellem to parenteser.

Og indtil videre denne dobbelte artikel i nutidig latinamerikansk poesi. Hvis du kunne lide det, og du vil have os til at se tilbage fra tid til anden og gendanne tekster og navne på digtere og andre forfattere, der tilbød os så meget på det tidspunkt (og fortsat tilbyder os), skal du bare fortælle os i vores kommentarer eller fra sociale netværk. God torsdag aften!