Silvina Ocampo og en af ​​hendes historier

Gå rundt på stedet Taringa, hvor den eklektiske karakter af hans indlæg kan give en en artikel om psykologi for hunde sammen med en anden om Heideggeriansk filosofi, stødte jeg på et indlæg, der virkelig gjorde mig glad, samt overraskede mig i min uvidenhed.

Silvina Ocampo fortjente et indlæg, hvor der blev offentliggjort en historie, som jeg ikke havde læst, og som jeg var glad for at finde. Jeg vil gerne dele det med dig sammen med en anmeldelse, som Borges selv skrev om forfatteren.

«Som Gud fra det første vers i Bibelen skaber hver forfatter en verden. Denne skabelse er i modsætning til det guddommelige ikke eksnibus; det stammer fra hukommelsen, fra at glemme det er en del af hukommelsen, fra tidligere litteratur, fra et sprogs vaner og i det væsentlige fra fantasi og lidenskab. […] Silvina Ocampo foreslår os en realitet, hvor det kimære og hjemmelavede sameksisterer, børns omhyggelige grusomhed og ømhed, den paraguayske hængekøje i en femte og mytologi. [...] Han bekymrer sig om farver, nuancer, former, konvekse, konkave, metaller, ru, poleret, uigennemsigtig, gennemsigtig, sten, planter, dyr, den ejendommelige smag af hver time og af hver sæson, musikken, den ikke mindre mystiske poesi og sjælens vægt, som Hugo taler om. Af de ord, der kunne definere det, er det mest præcise, synes jeg, stort. "

Jorge Luis Borges

Ham for en anden - Silvina Ocampo

Jeg forventede at se ham, men ikke med det samme, fordi min forstyrrelse ville have været for stor. Han udsatte altid vores møde, af en eller anden grund forstod han eller ej. Et simpelt påskud for ikke at se det eller at se det en anden dag. Og så årene gik uden tid at føle sig, undtagen i ansigtets hud, i form af knæ, nakke, hage, ben, i bøjningen af ​​stemmen, i vejen for at gå, lytte, placere en hånd på kinden, gentager en sætning, i betoning, i utålmodighed, i hvad ingen lægger mærke til, i hælen, der øges i volumen, i læberne, i øjnene, i pupillerne, i arme, i øret skjult bag håret, i håret, i neglene, i albuen, åh, i albuen!, på den måde at sige, hvordan har du det? eller virkelig eller kan det være, eller på hvilket tidspunkt? eller jeg kender ham ikke. Nej, ikke Brahms, Beethoven, ja, nogle bøger. Stilhed, som var vigtigere end tilstedeværelse, vævede deres intriger.

Intet møde, der ikke var helt absurd, fandt sted: en bunke pakker dækkede mig, og han spiste brød og holdt en flaske vin og en Coca-Cola, foregav at give mig en hånd. Uvægerligt snublede nogen, og farvel var før hvad? Telefonen ringede, altid forkert, men andens vejrtrækning svarede nøjagtigt til hans vejrtrækning, og i mørket i rummet dukkede hans øjne op, i farven dukkede klangen af ​​den bundløse stemme op, en stemme, der kommunikerede det. eller med nogle grene af en flod, der løber mellem stenene uden nogensinde at nå mundingen, en flod, hvis kilde i de højeste bjerge tiltrak pumas eller fotografer, der kom langt væk for at se disse vidundere. Jeg kunne godt lide at se folk som ham. Nogle der så næsten identiske ud, hvis de skæbner; eller en måde at lukke øjenlågene helt på, som om noget gør ondt.

Jeg kunne også godt lide at tale med folk, der plejede at tale med ham, eller som kendte ham meget, eller som ville se ham i den tid. Men tiden løb ud, som et tog, der skal nå sit bestemmelsessted, når vagten banker på døren til passageren, der sover eller annoncerer den næste station, slutningen af ​​rejsen. Vi måtte mødes. Vi var så vant til ikke at se hinanden, at vi ikke så hinanden. Selvom jeg ikke er sikker på, at jeg ikke så det, selv gennem vinduet. I det dystre eftermiddagslys følte jeg, at der manglede noget.

Jeg gik forbi et spejl og kiggede efter mig selv. Jeg så ikke inde i spejlet, men skabet i rummet og statuen af ​​en Diana Huntress, som jeg aldrig havde set det sted. Det var et spejl, der foregav at være et spejl, som jeg ubrugeligt foregav at være mig selv.

Så var hun bange for, at døren ville åbne, og at han ville dukke op på ethvert tidspunkt, og at de udsættelser, der holdt deres kærlighed i live, ville ende. Han lagde sig på tæppets rose og ventede, ventede på, at døren ringede op, ventede, ventede og ventede. Han ventede på, at dagens sidste lys skulle forsvinde, så åbnede han døren, og den der ikke forventede kom ind. De holdt hænder. De faldt på rosen på tæppet, rullede som et hjul, forenet af et andet ønske, af andre arme, af andre øjne, af andre suk. Det var i det øjeblik, tæppet begyndte at flyve lydløst over byen, fra gade til gade, fra kvarter til kvarter, fra firkant til firkant, indtil det nåede kanten af ​​horisonten, hvor floden begyndte, på en tør strand, hvor Cattails voksede og storke fløj. Gry langsomt, så langsomt, at de ikke bemærkede dagen eller manglen på nat eller manglen på kærlighed eller manglen på alt, hvad de havde levet for, og ventede på det øjeblik. De gik tabt i fantasien om en glemsomhed - han for en anden, for en anden hende - og de forsonede sig.