For et par minutter siden var jeg på nettet og ledte efter den fremragende nyhed, at vi som litterær blog skulle kommentere ja eller ja. Jeg kom tilfældigt til Librópatas, den store blog, som to litteraturelskere startede, og som klarer sig meget godt.
Jeg begyndte at undersøge nogle af hans indlæg, og jeg fandt artikler, der talte om bøger, jeg skulle læse før 30 år, bøger, som vi alle har læst som børn og lignende. Dette gav mig muligheden for at spørge mig selv om emnet for det, jeg vil tale med dig om i dag. Hvordan får vi adgang til alle de bøger, som vi skal, bør eller bør læse?
Så huskede jeg nogle interviews med forfattere, hvor de talte om, hvordan de fik adgang til litteratur. Normalt var den første kontakt gennem det lille eller store familiebibliotek, afhængigt af hvert enkelt tilfælde, og bagefter fortsatte læsefejlen med at fodre i biblioteket.
I dag skal jeg tilstå noget om mig selv, der er dybt modstridende: Jeg er bibliotekar og som barn gik jeg aldrig på biblioteket. Faktisk tror jeg, at første gang jeg gik til mit kommunale bibliotek, var i gymnasiet for at lave en undervisningsopgave. Jeg ville være omkring femten år gammel.
Biblioteket på min skole var ikke sådan. Der var hylder med bøger i forsamlingshallen, hvor en lærer to dage om ugen, da han forlod skolen, var der for at yde lån. Børnene trængte sig sammen, og jeg kunne ikke blive, fordi jeg var nødt til at tage bussen, så jeg brugte aldrig den. Jeg husker stedet som mørkt og med røde gardiner, da der næsten ikke var nogen begivenheder, og det drev ind i et midlertidigt lager.
Tænker jeg på denne barndom og ungdomsår uden biblioteker ... hvordan er det muligt, at litteratur er noget så vigtigt i mit liv, hvis jeg aldrig rigtig havde adgang til dem? Hvordan kan jeg lide mit biblioteksyrke så meget, hvis jeg aldrig brugte det, før jeg begyndte på college i en alder af 18?
Min kontakt med litteratur kom takket være det faktum, at min far er en læsende mand, og jeg har to ældre søstre, der fodrede vores lille familiebibliotek med gymnasielæsninger og andre personlige bøger.
Som barn husker jeg at have læst og genlæst Machados digte fra en gammel bog af min far eller så nysgerrig på en biografi om Che Guevara.
Det eneste kommunale bibliotek, i en by med 60.000 indbyggere, havde det en halv time væk i bil, en time til fods. At købe bøger var en luksus i en familie med en løs økonomi som min, og selv boghandlerne var lige så langt væk.
Jeg siger altid, at jeg brænder for at læse, fordi jeg voksede op med at se folk læse, ikke fordi jeg havde steder i nærheden, der fodrede min læsningsnysgerrighed.
Efter at have fortalt dette indrømmer jeg, at jeg er misundelig, når jeg læser forfattere, der siger, at de gik på biblioteket, da de var små, og at de havde læst alt, hvad et barn skulle læse. Jeg læser mig selv om Super ræven utallige gange, fordi jeg ikke havde nogen anden.
Og over for denne oplevelse er jeg forbløffet over udsagn som fra en lokal politiker, der sagde uden at rødme mindst det «hvordan de skulle investere penge i biblioteket, da der var mennesker, der ikke havde penge at spise«, svar, som hun gav bibliotekaren på anmodningen om midler til at købe bøger til børnesektionen, som var forældet og i en beklagelig fysisk tilstand.
Hun kunne have svaret, at hvis en familie ikke havde mad, meget mindre ville de have til bøger, og det er her, det offentlige bibliotek kan gribe ind, så det barn, fordi det er fattigt, ikke føler sig frataget uddannelse og kultur.
Men nej, i mange kommunale biblioteker sender bibliotekarerne ikke, men kulturrådsmedlemmerne, der kun kommer for at tage deres billede.
Vi er i et valgår, og jeg venter på at se, hvilke politiske forslag parterne fremsætter for at genoplive en institution, der er så ekstremt vigtig for samfundet som biblioteker.
Sandheden er, at de tænker på dem som noget at investere i i gode tider, fordi det altid er godt at åbne et bibliotek, men det er en unødvendig udgift i krisetider.
Kort sagt, jeg ville kun reflektere over bibliotekets rolle i dannelsen af den voksne læser.