Lillebror
Dette er en historie, der ikke havde litterære intentioner, men som blev et fantastisk lille fænomen, der har inspireret, ødelagt og fået et stort fællesskab af læsere til at reflektere. Lillebror -eller minan— er en bog fortalt af Ibrahima Baldes stemme, og skrevet af den baskiske digter Amets Arzallus pen. Historien blev udgivet på baskisk af Susa-forlaget og senere af Blackie Books-forlaget, der stod for dens oversættelse til spansk i 2021.
Lillebror begyndte som en asylansøgning hos en immigrationsmedarbejder i Irún i 2018. I det år mødte Ibrahima Balde Amets Arzallus, en af de frivillige i støttenetværket for immigranter fra Guipúzcoa. "Jeg er i Europa, men jeg ønskede ikke at komme til Europa," fortalte Ibrahima til Amets. I det øjeblik indså baskeren, at han stod over for en helt anden anekdote.
Synopsis af Lillebror
en nutidig odyssé
Det er ikke den type bog, der kan anmeldes uden videre, for det er ikke nok at tale om dens struktur, karakterer eller fortællestil til at dække alle de nuancer, der vises i Lillebror. Dette er den sande historie om Ibrahima, en 24-årig dreng, der krydser det afrikanske kontinent for at genvinde Alhassane, hans 14-årige lillebror. På tre år levede hovedpersonen en moderne odyssé fuld af vold, venner, ensomhed, rykning og håb.
To dage efter den unge mands ankomst til Irún henvendte Amets Arzallus sig til Ibrahima Balde for at tilbyde sin hjælp. Det var dog Ibrahima, der endte med at hjælpe den frivillige med gradvist at nå ud til de traumatiserede og trængende immigranter. Efter at have lært hinanden lidt at kende, fortalte Amets sin nye ven, at han havde mulighed for at søge asyl. For at få det var han nødt til at stille sig til et interview med politiet for at fortælle sin historie.
Forberedelse til samtalen
At fortælle en anekdote som den, Ibrahima gennemlevede, er svært og ubehageligt. For at fremskynde processen en smule, Amets foreslog den unge mand at lave et lille dossier, hvor han kunne udtrykke sine oplevelser for at gøre det lettere at kommunikere med de personer, der er bestemt til at interviewe dig. Det var sådan, de indledte en række samtaler transskriberet af Amets.
Amets forklarer det blandt de grunde, der motiverede ham til at forvandle sine interviews med Ibrahima til en bog de er empati, indvandrernes behovs, og det tætte venskab, der udviklede sig mellem ham og drengen, som han ville hjælpe. Men måske den vigtigste årsag var sætningen: "Jeg er i Europa, men jeg ville ikke komme til Europa".
Takket være hende indså Amets, at ikke alle ønsker at komme til EU med de samme forestillinger om fremtiden. Digteren forstod, at der er forskellighed i grundene til, at folk forlader hjemmet og hans familie. I tilfældet med Ibrahima, det ledetråden Det var hendes elskede lillebror.
En særlig mundtlighed
Mens han lyttede til Ibrahima, indså Amets, at hans måde at udtrykke sine ideer og anekdoter på var meget speciel. Den unge mand var udstyret med en smuk mundtlighed, nærmest poetisk. Med meget få ord lykkedes det ham at skabe stærke billeder, der aldrig efterlod intervieweren ligeglad. Af den grund, Lillebror Den har et så markant lyrisk sprog.
"Jeg plejede at sidde ved siden af min bror, og jeg ville tale til ham, som jeg taler til dig nu. Han talte til hende med munden og med øjnene, for på den måde falder ordene ikke ud. Dette er en sætning af Ibrahima, der demonstrerer tekstens narrative kvalitet. Den måde, hvorpå drengen spinder sine historier – selvom de er hårde – mangler aldrig skønhed, hvilket igen viser hovedpersonens store modstandskraft.
Ibrahima Baldes rejse
Ibrahima er født og opvokset i Guinea Conakry sammen med sine forældre og tre søskende. Fra en meget tidlig alder drømte jeg om at blive mekaniker eller lastbilchauffør., handler, der ville give ham mulighed for at tjene nok til at blive hjemme og tage sig af sin familie. Hans far døde snart. Da han voksede op, nåede den unge mand at køre lastbil. Senere, da Ibrahima var væk hjemmefra, hans yngre bror tog på en rejse til Europa for at forbedre sine levevilkår.
Dog noget tid senere Ibrahima modtaget et opkald fra Alhassane fra Libyen. Efter at have gået ud for at finde ham, Han fandt ud af, at hans lillebror forsvandt i et skibsforlis.
Bekymret for deres velbefindende og med ansvaret for at være den ældste af børn, Bucket begyndte den hektiske søgen efter Alhassane. I modsætning til dem, der forlader deres hjem på andre kontinenter for at nå til EU, ønskede Ibrahima ikke at forlade sit hjem, sin mor eller sine småsøstre, men han var nødt til at beskytte den yngste i familien.
En overlevelsesudfordring
Fra den dag, han rejste hjemmefra, måtte Ibrahima Balde følge et spøgelsesagtigt spor. Uden at vide, hvor Alhassane var, eller hvordan man fandt ham, krydsede hovedpersonen i denne historie den afrikanske geografi fra Guinea til Mali. Denne rejse var ikke let; han skulle overvinde manglen på penge og forsørgelse, foruden at lave tvangsarbejde for at overleve. Den barske ørken tog ham til Jeria, hvorfra han rejste til Libyen og andre regioner.
Eftersøgningen af hans bror førte til, at Ibrahima stødte på slavehandlere, børneguerillaer, mafiaer og grænsesoldater, som stadig berøver forbipasserende, hvad end de får. Ud over, Han blev udsat for afpresning og umenneskelig mishandling. Mere end tre år senere lykkedes det ham at nå Spanien i en tilstand af øde, men uden at miste håbet om at finde sin m.iñán, som selv i dag ikke er kommet sig.
Ibrahima Baldes nutid
Ibrahima Balde og Amets Arzallus
I øjeblikket Ibrahima bor i Madrid, hvor han lærer mere om lastbilmekanik og studerer sit spanske. Han bruge pengene til rettighederne til hans bog at betale for sine søstres uddannelse, foruden medicinske behandlinger til sin mor og lejligheden, hvor han bor.
Nogle fragmenter af Hermanito
-
»Budningsbåden blev ved siden af os og holdt et langt reb frem til os. Først gik børnene og kvinderne op. Vi råbte alle en tur, og han råbte til os: 'Rolig, rolig'. Så jeg slappede lidt af. Min tur kom. De rakte mig et reb, gav mig vand og et tæppe. Jeg drak en drink og begyndte at græde som et lille barn, og så rejste jeg mig og så mig omkring for at se, hvor de kom fra. Nu ved jeg, at havet ikke er et sted at sidde.
-
”Når ånden forlader dig, er det ikke let at bringe den tilbage. Sådan er der mange mennesker, jeg har set det. Fortabte mennesker, mennesker der foretrækker at dø, men lever. Et menneske kan ikke tåle så meget lidelse. Hvis du lider sådan, bliver du også syg. Dit hoved vil efterlade dig i en stol og forsvinde. Folk vil gå forbi dig og sige, at du er skør."