Leopoldo Panero Torbado Han døde den 27. august 1962. Han studerede jura ved universiteterne i Valladolid og Madrid, hvor han tog eksamen. Han udgav sine første vers i nyt blad, en publikation, som han grundlagde, og hvor han også lancerede andre. Senere, i Madrid, dyrkede han venskabet med Luis Rosales el Gerardo diego blandt andre. Blandt hans værker er Vers af Guadarrama o ærlig dør, allerede i slutningen af sit liv. Og blandt de anerkendelser, han modtog, er Award National litteratur. Vi husker det med dette udvalg af digte.
Leopoldo Panero — Udvalg af digte
Min søn
Fra min gamle strand, fra den tro, jeg føler,
mod det første lys, som den rene sjæl tager,
Jeg går med dig, min søn, ad den langsomme vej
af denne kærlighed, der vokser i mig som sagtmodig vanvid.
Jeg går med dig min søn, søvnig vanvid
af mit kød, ord om min stille dybde,
musik, som nogen slår Jeg ved ikke hvor, i vinden,
Jeg ved ikke hvor, min søn, fra min mørke kyst.
Jeg går, du tager mig, mit blik bliver troværdigt,
du skubber mig lidt (jeg føler næsten kulden);
du inviterer mig til skyggen, der synker i mit fodspor,
Du trækker mig i hånden ... Og i din uvidenhed stoler jeg på,
og din kærlighed forlod mig uden noget tilbage,
frygtelig ensom, jeg ved ikke hvor, min søn.
Sonnet
Herre, den gamle bjælke falder fra hinanden,
den stærke kærlighed født lidt efter lidt,
pauser. Hjertet, den stakkels fjols,
græder alene med lav stemme,
af den gamle bagagerum, der laver dårlig kasse
dødelig. Herre, jeg rører ved eg i knogler
fortrydes mellem mine hænder, og jeg påkalder dig
i den hellige alderdom, der knækker
hans ædle styrke. Hver gren, i en knude,
Det var broderskab af saft og alt sammen
de gav glad skygge, gode kyster.
Herre, øksen kalder den stumme log,
slag for slag, og er fyldt med spørgsmål
menneskets hjerte, hvor du lyder.
Melankolien
Manden griber i søvne hånden, der rækkes ud til ham
en engel, næsten en engel. rør ved hans kolde kød,
og til bunden af sjælen. På dine knæ, kom ned.
He he. Det er den, der håber at tage os hver dag.
Det er hjertets søde spøgelse, nissen
af vore stakkels sjæle, er melankoli.
Det er lyden af skovene, hvor vinden breder sig
taler til os det samme som Gud ville tale til os!
En engel, næsten en engel. I vores bryst bede,
i vores øjne ser det ud og i vores hånd rører det;
og alt er som en tåge af en let sorg,
og alt er som et kys tæt på vores mund,
og alt er som en engel, der er træt af skønhed,
hvem bærer denne vægt af sten på ryggen!
sige med sproget
I denne bevingede fred i hjertet
horisonten i Castilla hviler,
og skyens flugt uden land
den almindelige blå ydmyge.
Kun lyset og udseendet er tilbage
gifte sig med gensidig undren
fra det varme gule land
og det grønne af den fredelige eg.
Sig med sproget lykken
af vores dobbelte barndom, min bror,
og lyt til stilheden, der navngiver dig!
Bønnen om at høre fra rent vand,
sommerens duftende hvisken
og poppelernes vinge i skyggen
Blinde hænder
Ignorerer mit liv
ramt af stjernelys,
som en blind mand, der strækker sig,
når du går, hænderne i skyggen,
mig alle, min Kristus,
hele mit hjerte, uden at det mindskes, hele,
jomfruelig og på, hviler
i det fremtidige liv, ligesom træet
han hviler på saften, som nærer ham,
og det får det til at blomstre og grønt.
Hele mit hjerte, glød af en mand,
ubrugelig uden din kærlighed, uden dig tom,
om natten leder han efter dig,
Jeg føler, at han leder efter dig, som en blind mand,
der strækker sig når man går med fulde hænder
bred og glad.
Sang med din ydmyghed
hvordan slukker du min tørst
med din ydmyghed! Din hånd
gyser i mit bryst
smertens skygge, ligesom en fugl
blandt de grønne grene, ved siden af himlen!
hvordan du bringer til mine læber
med din ydmyghed lyset på din pande
det samme som sneen på marken,
og du slukker min tørst efter at have grædt
af ydmyghed, at have dig,
sover, som et barn, i mine arme!
I dit smil
Dit smil begynder,
som lyden af regn på vinduer.
Eftermiddagen vibrerer i bunden af friskheden,
og en sød lugt stiger op af jorden,
en lugt, der ligner dit smil,
du flytter dit smil som en pil
med auraen i april; regnbørsterne
uklart landskab,
og dit smil er tabt indeni,
og indad slettes og fortrydes,
og mod sjælen tager det mig,
fra sjælen bringer det mig,
bedøvet, ved din side.
Dit smil brænder allerede mellem mine læber,
og da jeg lugter af den, er jeg af ren jord,
allerede lys, allerede friskhed om eftermiddagen
hvor solen skinner igen og iris,
bevægede sig lidt af luften,
det er ligesom dit smil, der ender
Efterlader hendes skønhed blandt træerne.
kilde: By Seva