Elena Alvarez. Foto: Twitter-profil.
Elena Alvarez hun skriver traditionelle historiske romaner og definerer sig selv som passioneret omkring gode romaner. Begyndte at udgive i 2016 når månen skinner, en romantisk, ungdoms- og vikingeroman. Og i 2019 fortsatte han med Den sky er formet som et får. Dette år har præsenteret En elefant under den hvide parasol. Mange tak for den tid, du har afsat til dette interview hvor han taler til os og flere andre emner.
Elena Álvarez — Interview
- ACTUALIDAD LITERATURA: Din seneste roman har titlen En elefant under den hvide parasol. Hvad fortæller du os om det, og hvor kom ideen fra?
ELENA ALVAREZ: En elefant under den hvide parasol er en historisk roman, der foregår i Indokina under Anden Verdenskrighan. Hovedpersonen, Fred, er en ung overklassekvinde, der er tvunget til at forlade sit hjem i Luang Prabang, i det nordlige Laos, for at påtage sig en tur det vil tage hende ikke kun til at udforske nye landskaber og steder, men også til at finde sig selv.
Ideen kom lige da jeg læste en bog om den kolde krig, der nævnte "Laos-sagen". Efter at have lavet nogle undersøgelser fandt jeg ud af, at "sag" refererede til våbenstøtte, der blev givet fra Laos til Viet Minh under Vietnamkrigen, for hvilket Laos blev udsat for adskillige bombeangreb af CIA. I sidste ende plottet af En elefant under den hvide parasol foregår lidt før alt dette: i 40 år, var Laos en del af det franske kolonirige.
- AL: Kan du gå tilbage til den første bog, du læser? Og den første historie, du skrev?
ELENA ALVAREZ: Da jeg var lille, havde jeg en bog (meget gennemtrådt) om historien om Askepot at min mor læste for mig hver dag: da jeg kunne det udenad, husker jeg det Jeg spillede "læs" og gentog historien og fulgte bogstaverne med fingeren, selvom han stadig ikke forstod dem!
Jeg skrev også nogle noveller som barn, men den første roman som jeg skrev kom, da jeg var sweet flere år. Det var en meget lang fantasihistorie som kun nogle af mine venner læste i deres tid, men det fik mig til at se, at det, jeg virkelig ville, var at blive forfatter.
- AL: En hovedforfatter? Du kan vælge mere end en og fra alle epoker.
ELENA ALVAREZ: Det er meget svært at vælge, for hver måned opdager jeg nye forfattere, som jeg elsker, men måske på grund af, hvordan det påvirkede den type romaner, jeg stræber efter at skrive, vil jeg sige, at Galdos han er min hovedforfatter.
- AL: Hvilken karakter i en bog ville du gerne have mødt og skabt?
ELENA ALVAREZ: Gå glip af marple (for begge spørgsmål!)
- AL: Eventuelle specielle vaner eller vaner, når det kommer til at skrive eller læse?
ELENA ALVAREZ: Læs jeg kan gøre det Overalt, så jeg har ikke mange hobbyer. Jeg plejer at have den på e-bog i tasken og jeg har næsten altid en lydbog på mine hænder, som jeg lytter til på vej til arbejde eller når jeg dyrker sport. Når jeg er hjemme, prøver jeg selvfølgelig altid at læse med godt lys og en behagelig siddeplads.
At skrive Ja, jeg har hobbyer: frem for alt, jeg har brug for stilhed Desværre kan jeg ikke bruge så meget tid på at skrive, som jeg gerne vil, så jeg er nødt til at maksimere de timer, jeg kan bruge på at skrive, ved at eliminere distraktioner!
- AL: Og dit foretrukne sted og tid til at gøre det?
ELENA ALVAREZ: Jeg kan godt lide at skrive for i morgen, hvilket er, når mit sind er friskest, og mine ideer flyder bedre. Det er ikke altid muligt, så mange dage skriver jeg efter at have spist eller drager fordel af weekender at lave små "skrivemaraton". jeg har en lille undersøgelse derhjemme, der er perfekt til at skrive, især på regnfulde dage!
- AL: Er der andre genrer, som du kan lide?
ELENA ALVAREZ: Praktisk talt Jeg læser alt Selvom det er rigtigt, at det jeg nyder allermest er historiske romaner, får jeg fra tid til anden lyst til at fordybe mig i en roman af mystik o en romantisk. Hvad angår faglitteratur, Jeg er fascineret af bøger eller forfatteres erindringer hvor de fortæller om deres kreative proces.
- AL: Hvad læser du nu? Og skriver?
ELENA ALVAREZ: Pachinko, af Min Jin Lee (det er en genlæsning); Den nye kvinde, af Carmen Laforet (på lydbog) og Manden i den røde kappeaf Julian Barnes.
Jeg er foruden arbejder på en ny roman, også historisk, men mere rettet mod thriller end til den costumbrismo, der har præget mine sidste værker. Vi får se, hvad der er tilbage. Sjældent er den første idé, hvad der når boghandlerne, og det er netop det, der gør dette fag så smukt.
- AL: Hvordan synes du udgivelsesscenen er?
ELENA ALVAREZ: Jeg er klar over Jeg kender kun en meget lille del af det store dyr altså forlagsverden i Spanien, så dette vil være en meget overfladisk analyse. Men det er klart, at udsigterne er vanskelige for alle. Desværre er det ekstremt svært for en forfatter at kunne leve af sin kunst (langt de fleste af os har "dag" job, som er det, der fodrer os). Men tingene er ikke for let for uafhængige forlag og boghandlere, for oversættere eller korrekturlæsere, for at give et par eksempler.
Der udkommer mange bøger hver dag. Det er meget svært at nå læserne, netop fordi de har et bredt udvalg at vælge imellem, og bøger, både på tryk og i digitalt format, er ikke billige. Som om det ikke var nok, bliver nyhedernes levetid kortere for hver dag. Bøger destrueres dagligt for at give plads til det nye, som om nogle måneder også vil blive ødelagt.
Derfor værdsætter jeg så meget den tid, der er investeret i at lave en bog være den bedste version af forfatteren kan producere. Det viser, når en bog er blevet omhyggeligt redigeret, når man bemærker, at man tager en lille del af hjertet med hjem fra dem, der har arbejdet på den.
- AL: Er kriseøjeblikket, som vi oplever, svært for dig, eller vil du være i stand til at beholde noget positivt til fremtidige historier?
ELENA ALVAREZ: Fra alt i livet kan du få positive ting, eller i det mindste oplevelser, der kan hjælpe dig i fremtiden. Men jeg ville lyve for dig, hvis jeg fortalte dig, at det, vi har oplevet de seneste år, ikke har påvirket mig. En af grundene til, at jeg godt kan lide at læse både historiske romaner og romaner skrevet af folk fra andre kulturer, er, at jeg virkelig nyder at lære at se livet med andre øjne. Og det får mig til at stille mig selv dette spørgsmål: Har fremtiden ikke altid været usikker? Synes vores samfund for os et mere usikkert samfund, bare fordi det er det, vi lever i?