Foto af Den uafhængige.
Alfonsina Storni hun var digter argentina født i Schweiz, hvem døde tragisk på en dag som i dag af 1938. Det betragtes som en af ikoner for postmoderne litteratur i dit land. Hans arbejde indeholder kamp, mod, kærlighed og retfærdiggørelse af kvinder. Disse er 3 af hans digte Jeg vælger at huske det eller præsentere det for dem, der ikke vidste det.
Alfonsina Storni
Født i Schweiz, flyttede meget snart med sin familie til Argentina. Hans barndom var præget af økonomisk modgang og så snart han kunne, kom han til at arbejde som servitrice, syerske og arbejdstager. Det var det også Maestra landdistrikter og drama lærer og samarbejdede med forskellige ungdomsteatergrupper.
I 1911 flyttede han til Buenos Aires, og året efter havde han en søn, Alejandro, hvis far var ukendt. Hans litterære karriere begyndte i 1916 med Rosebuskens rastløshed, og fortsatte med Den søde ondt, Uerstatteligt y Sprog, der fik hende til at vinde den første kommunale pris for poesi og den anden nationale pris for litteratur.
Senere hans arbejde Ocre han distancerede det fra modernismen for sit mere realistiske indhold. Derefter offentliggjort kærlighedsdigte, et par skuespil som Kærlighed til verden y To pyrotekniske farces. Og han fortsatte med poesi i Verden med syv brønde o Poetisk antologi.
Plaget af kræft og påvirket af dyb ensomhed, han begik selvmord i Mar del Plata i 1938.
3 digte
Adios
Ting, der dør, kommer aldrig tilbage til livet
ting, der dør, kommer aldrig tilbage.
Brillerne er brudt og det resterende glas
Det er støv for evigt og vil altid være!
Når knopperne falder fra grenen
to gange i træk vil de ikke blomstre ...
Blomsterne afskåret af den uhyrlige vind
de løber tør for evigt, evigt og altid!
De dage, der var, de tabte dage,
de inerte dage vender ikke længere tilbage!
Hvor triste de timer, der blev afskallet
under ensomhedens vinge!
Hvor trist skyggerne, de dystre skygger,
skyggerne skabt af vores onde!
Åh, ting er væk, ting visnede,
de himmelske ting, der går væk sådan!
Hjerte ... stilhed! ... Dæk dig selv med sår! ...
-fra inficerede sår- dække dig selv med ondskab! ...
Må alle, der ankommer, dø, når de rører ved dig,
forbandet hjerte, at du er rastløs min iver!
Farvel for evigt mine søde alle!
Farvel min glæde fuld af godhed!
Åh, de døde ting, de visne ting,
de himmelske ting, der ikke vender tilbage igen! ...
***
Din sødme
Jeg går langsomt ned ad stierne til akacier,
dens sne kronblade parfume mine hænder,
mit hår er rastløst under lys zephyr
og sjælen er som skum fra aristokratierne.
Godt geni: denne dag med mig lykønsker du dig selv,
bare et suk gør mig evig og kort ...
Skal jeg flyve, når sjælen bevæger sig?
På mine fødder tager de tre Graces vinger og danser.
Er det i går aftes dine hænder i mine hænder,
de gav mit blod så meget sødme, at senere,
fyld min mund med duftende honning.
Så frisk at den rene sommermorgen
Jeg er meget bange for at løbe tilbage til stuehuset
gyldne sommerfugle på mine læber.
***
Dolor
Jeg vil gerne have denne guddommelige oktober eftermiddag
spadsere langs den fjerne bred af kysten;
end det gyldne sand og det grønne vand
og den rene himmel vil se mig passere.
For at være høj, stolt, perfekt, vil jeg gerne have
som en romer, at være enig
med de store bølger og de døde klipper
og de brede strande, der omgiver havet.
Med det langsomme trin og de kolde øjne
og den stumme mund lader mig gå;
se de blå bølger bryde
mod bumser og ikke blinke;
se hvordan rovfugle spiser
små fisk og ikke vågne op
at tro, at de skrøbelige både kunne
synke ned i vandet og ikke sukke;
se ham komme frem, hals i luften,
den smukkeste mand, der ikke ønsker at elske ...
Mister dit blik, fraværende
mister det og finder det aldrig igen:
og stående figur mellem himmel og strand,
mærke havets flerårige glemsomhed.
I løbet af min ungdomsår, på vej til gymnasiet med bus, passerede jeg hver dag foran det nøjagtige punkt på kysten, hvorfra Alfonsina søgte sin død. Memento døde. Et uudsletteligt tegn på eksistens skrøbelighed.