CONACULTA (National Council for Culture and the Arts) gennem Generaldirektoratet for Publikationer og Economic Culture Fund var glade for at kunne annoncere udgivelsen af bogen "Ordene og dagene”. En antologi, der samler de bedste værker i poesi og essay af Octavio Paz, Nobelpris for litteratur i Mexico.
Målet er, at gennem denne 320-siders publikation kommer landets unge meget tættere på den forfatter, der tjente dem en Nobel. Bogens redaktør, Ricardo Cayuela Gally, sagde om Paz: "Octavio Pazs arbejde lever, det er et tilflugtssted at trække sig tilbage fra verdens urimelighed og et kompas til at orientere sig og handle i det."
Bogen er opdelt i to dele afhængigt af genren. Det første svarer til forfatterens prosaværker, hvor de for det meste er alle de essays, han skrev, begyndende med mexicanske masker, en grundlæggende tekst, der er en del af "El Laberinto de la Soledad. I løbet af denne første del blev forfatterens mest betydningsfulde værker samlet, hvor han arbejder tanken om de mest anerkendte proazadigtsforfattere, såsom Sor Juana Ines de la Cruz eller Rafael Alberti, samt at udvikle sin tankegang omkring plastikkunsten, med meget fokus på Luis Buñuel som en eksponent for surrealisme. Også beskæftiger sig med emner som historie og politik.
Anden del af antologien inkluderer digteværker skrevet af Octavio. I dette afsnit samles skrifter udgivet i mere end ti bøger, produceret mellem 1935 og 1996. Det inkluderer tekster fra publikationer som Libertad om parole, La Estación Violenta, Salamandra y dias trabajo, Ladera, og også som afslutning på antologien, en utrolig poesi skrevet af Octavio Paz, hvor han ser ud til at sige farvel til livet, ni år før hans død, da den er dateret maj 1989, og Paz dør i april 1998. Digten hedder Colophon, epitaph on a stone .
En publikation, som jeg virkelig bifalder, da det er meget vigtigt, at en forfatter som Octavio Paz bliver anerkendt i forhold til hans ankomst med det yngre publikum. En Nobel, tror jeg, er anekdotisk, hvis der ikke er nogen på gaden, der læser den for dig.
Jeg vedhæfter nu en tekst af forfatteren, som jeg synes taler mere end nogen kritik, kommentar eller tilbagevenden kan komme.
HVAD ER Poesi? af Octavio Paz
Poesi er viden, frelse, magt, opgivelse. Operation, der er i stand til at ændre verden, poetisk aktivitet er revolutionerende af natur; åndelig øvelse er en metode til indre befrielse. Poesi afslører denne verden; oprette en anden. De udvalgte brød; forbandet mad. Isolater; forener. Invitation til turen; vende tilbage til hjemlandet. Inspiration, vejrtrækning, muskeltræning. Bøn til tomrummet, dialog med fravær: kedsomhed, kval og fortvivlelse føder det. Bøn, litani, åbenbaring, tilstedeværelse. Exorcism, magi, magi. Sublimering, kompensation, kondensering af det ubevidste. Historisk udtryk for racer, nationer, klasser. Det benægter historien: indeni det løses alle objektive konflikter, og mennesket bliver endelig opmærksom på at være noget mere end transit. Erfaring, følelse, følelser, intuition, ikke-rettet tænkning. Tilfældighedens datter; frugt af beregningen. Kunsten at tale på en overlegen måde; primitivt sprog. Lydighed mod reglerne; skabelse af andre. Efterligning af de gamle, kopi af den ægte vare, kopi af en kopi af ideen. Galskab, ekstase, logoer. Tilbage til barndommen, samleje, nostalgi efter paradis, helvede, limbo. Leg, arbejde, asketisk aktivitet. Tilståelse. Medfødt oplevelse. Vision, musik, symbol. Analogi: digtet er en snegl, hvor verdens musik klinger og meter og rim ikke er andet end korrespondancer, ekko og universel harmoni. Undervisning, moral, eksempel, åbenbaring, dans, dialog, monolog. Folkets stemme, det valgte sprog, den ensomme ord. Ren og uren, hellig og forbandet, populær og mindretal, kollektiv og personlig, nøgen og klædt, talt, malet, skrevet, det viser alle ansigter, men der er dem, der bekræfter, at det ikke har nogen: Digtet er en maske, der skjuler tomheden, det smukke bevis for overflødig storhed ved alt menneskeligt arbejde!
Et fremragende værk, jeg tror, det opfordrer dig fra første læste side til at fordybe dig i sin verden uden en verden, at sætte realistisk og fornuftig grund, at transponere den prosa, men frem for alt poesi til hverdagen for at forstå uudholdelig virkelighed, og se, hvor stor Paz var.