Andet Valentine, datoen par excellence dedikeret til kærlighed. Og få smukkere litterære kompositioner at skrive om kærlighed end sonetter. Fjorten vers, hvor hele essensen af en følelse, der er så vanskelig at forklare, kan koncentreres. Alle digtere har ønsket at gøre det siden tidernes begyndelse. I dag husker jeg disse 6 kærlighedssonetter. Måske er de det den mest kendte af dens forfattere, især de af Lope, Quevedo og Garcilaso de la Vega, og de er måske også de smukkeste. Til dem tilføjer jeg andre af Neruda, Miguel Hernández og Lorca.
Lope de Vega
Besvimelse, tør, være rasende,
ru, øm, liberal, undvigende,
opmuntret, dødbringende, død, i live,
loyal, forræderisk, fej og livlig;
ikke finde uden for det gode centrum og hvile,
vær glad, trist, ydmyg, hovmodig,
vred, modig, flygtig,
tilfreds, fornærmet, mistænksom
flygter ansigtet til den klare skuffelse,
drik gift til blød spiritus,
glem fordel, elsk skaden;
tro at en himmel passer ind i et helvede,
give liv og sjæl til skuffelse;
Dette er kærlighed, den, der smagte det, ved det.
***
Francisco de Quevedo
Luk mine øjne sidst
Skygg at den hvide dag vil tage mig,
Og kan frigøre min sjæl
Hora til hans ivrige smiger;
Men ikke herfra på kysten
Det vil efterlade hukommelsen, hvor den brændte:
Svømning kender min flamme det kolde vand,
Og mister respekt for streng lovgivning.
Sjæl, til hvem alt et fængsel fra Gud har været,
Vener, hvilken humor de har givet så meget ild,
Medules, der er strålende brændt,
Din krop vil forlade, ikke din pleje;
De vil være aske, men det giver mening;
De vil være støv, mere kærlighedsstøv.
***
Garcilaso de la Vega
Din gest er skrevet i min sjæl,
og hvor meget jeg vil skrive om dig;
du skrev det selv, jeg læste det
så alene, at selv af jer holder jeg mig inde i dette.
I dette er jeg og vil altid være;
at selvom det ikke passer ind i mig, hvor meget jeg ser hos dig,
af så meget godt, hvad jeg ikke forstår, synes jeg,
tager allerede tro på budgettet.
Jeg blev ikke født undtagen for at elske dig;
min sjæl har skåret dig til sit mål;
af sjælens vane elsker jeg dig.
Hvor meget jeg har, indrømmer jeg, at jeg skylder dig;
Jeg blev født for dig, for dig har jeg liv,
for dig skal jeg dø, og for dig dør jeg.
***
Pablo Neruda
Hvor mange gange, kærlighed, elskede jeg dig uden at se dig og måske uden hukommelse,
uden at genkende dit blik, uden at se på dig, centaury,
i modsatte regioner, i en brændende middag:
du var bare aromaen af de kornprodukter, som jeg elsker.
Måske så jeg dig, gættede jeg dig ved at løfte et glas
i Angola, i lyset af juni-månen,
eller var du taljen på guitaren
at jeg spillede i mørket, og det lød som det overdrevne hav.
Jeg elskede dig uden at jeg vidste det, og jeg ledte efter din hukommelse.
Jeg gik ind i tomme huse med en lommelygte for at stjæle dit portræt.
Men jeg vidste allerede, hvad det var. Pludselig
mens du fulgte med mig, rørte jeg ved dig, og mit liv stoppede:
foran mine øjne var du regerende og dronninger.
Som et bål i skoven er ild dit rige.
***
Miguel Hernández
Du dør af kaste og enkel ...
Jeg er dømt, kærlighed, indrømmes jeg
den frygtløse kidnapper af et kys,
Jeg løslod blomsten fra din kind.
Jeg løslod blomsten fra din kind,
og fra den herlighed, den begivenhed,
din kind, omhyggelig og tung,
den falder af grøn og gul.
Spøgelset for det kriminelle kys
kindbenet har du hjemsøgt,
mere og mere patent, sort og stor.
Og uden at sove er du jaloux
holder øje med min mund!
så det ikke bliver uaktuelt og ude af kontrol.
***
Federico García Lorca
Dette lys, denne fortærende ild.
Denne grå scenarie omgiver mig.
Denne smerte for bare en idé.
Denne angst af himmel, verden og tid.
Dette råb af blod, der dekorerer
lyre uden puls nu, smørende te.
Denne vægt af havet, der rammer mig.
Denne skorpion, der bor på mit bryst.
De er en krans af kærlighed, en seng til de sårede,
hvor uden søvn, drømmer jeg om din tilstedeværelse
blandt ruinerne af mit sunkne bryst.
Og selvom jeg søger toppen af forsigtighed
dit hjerte giver mig dalen
med hemlock og lidenskab for bitter videnskab.